Et langsommere medie i en hurtigere verden: Ægte billeder. Virkelige steder. Levende fortællinger.
Internettet giver os hurtigere svar end nogensinde før. Kunstig intelligens kan på få sekunder sammenfatte fakta om arter, naturområder og friluftsliv. Derfor vil VisitNature fremover lægge endnu større vægt på det, teknologien ikke kan erstatte: ægte oplevelser, menneskeligt nærvær og levende fortællinger fra naturen.
Gennem net-magasinerne Naturmagasinet.dk og WildAboutDenmark.com inviterer vi læserne med ud i skove, langs kyster og gennem åbne landskaber. Der bliver mere plads til stemningsfulde reportager, personlige møder, årstidernes skiften og fortællinger om natur og udeliv som livsstil – ledsaget af ægte billeder fra de steder, vi besøger.
Et roligere alternativ
Når computergenererede svar og digitalt indhold fylder mere i hverdagen, vokser behovet for ro, fordybelse og menneskelig forbindelse. Vi søger ikke altid information. Nogle gange søger vi inspiration, æstetik, genkendelse eller blot et rart sted at lade tankerne vandre.
Derfor tror vi på en fremtid for artikler – skabt med samme omhu, fortællelyst og visuelle kvalitet som de bedste livsstilsmagasiner.
Slow media betyder for os ikke blot længere artikler. Det betyder indhold, der er værd at bruge tid på: stærke fotografier, sanselige beskrivelser, personlige stemmer og fortællinger med tydelig forankring i virkelige steder og oplevelser.
Naturen som turistmål
WildAboutDenmark.com er både et engelsksproget naturmagasin og en turismeportal, der skal inspirere udenlandske gæster til at opleve Danmarks kyster, landskaber, dyreliv og friluftsmuligheder.
Det er et område med stor betydning. Kyst- og naturturismen er det største forretningsområde i dansk turisme, målt på både omsætning og overnatninger.
WildAboutDenmark.com skal derfor ikke kun fortælle om dansk natur. Magasinet skal skabe rejselyst og bygge bro mellem internationale læsere og danske destinationer, overnatningssteder, oplevelser og kvalitetsbrands.
En platform for stærke partnerskaber
VisitNature er samtidig vores fælles B2B-indgang for virksomheder og organisationer, der ønsker at blive en relevant del af fortællingen om natur, udeliv og Danmark som destination.
WildAboutDenmark.com skal finansieres gennem få, udvalgte helårspartnere, som deler universets værdier og ønsker en vedvarende tilstedeværelse frem for kortvarige annoncekampagner. Naturmagasinet.dk vil i stedet kombinere uafhængigt redaktionelt indhold med relevante affiliate-links og tydeligt markerede kommercielle samarbejder.
Målet er ikke flest mulige annoncer, men langsigtede relationer mellem troværdige medier, kvalitetsbevidste læsere og brands, der passer naturligt ind i sammenhængen. Redaktionelt indhold og kommercielle samarbejder vil altid være tydeligt adskilt.
Viden fortalt gennem oplevelser
Den faglige viden vil fortsat være en vigtig del af vores indhold. Men den vil i højere grad blive foldet ud gennem reportager, portrætter og fortællinger, som vækker nysgerrighed og giver lyst til selv at komme ud.
Naturmagasinet.dk henvender sig til danske læsere, mens WildAboutDenmark.com åbner den danske natur for et internationalt publikum. Fælles for begge magasiner bliver et stærkere fokus på det sansede, oplevede og menneskelige.











